Sidste uge var det Sundhedsuge – og det gik forrygende med fuld fart på forskellige aktiviteter i Tim Sogn. Der var motionsdag, gin- og ølvandring og dyp i Stadil Fjord som en dejlig afslutning på en aktiv uge.
Søndag skinnede solen foran Tim Hallen, hvor byggepladsen blev forvandlet til forsamlingspladsen for 100 voksne og 31 børn, som var mødt op til Motionsdag arrangeret af Tim Gymnastik- og Idrætsforening.
Fælles opvarmning ved Tina Skannerup, hvorefter både gå-, løbe- og cykelmotionister blev sendt afsted på henholdsvis 3 km i skoleskoven, 5 km, 10 km og 21 km i Hoverdal – og nogle af vores seje løbere havde endda tyvstartet kl. 9.00 på 28 km.
Alle kom trygt i mål, hvor der ventede øl/vand og sandwich og toast.
Der var en opfindsom lille fyr, som samlede ‘skrald’ på gåturen.
En dejlig dag fra 0-100 år i Tim Sogn.
Fredag var der gin- og ølvandring arrangeret af Fitnessudvalget i Tim GIF. Der var hyggeligt samvær på højt niveau.
Gåturen på godt 7 km. gik igennem Skoleskoven til Mosen, hvor vi nød at betræde de velplejede stier. I Madpakkehuset stod Tommy klar med den første smagning. Derefter gik turen videre ind til ‘centrum’, pip-kvarteret til Byskoven – bøgen var sprunget yndigt ud, hvor der var endnu en smagning. Turen gik herefter over Stampen, forbi Jeppe’s sø og retur til Tim Hallen, hvor der var 3. smagning og frankfurtere – godt ledsaget af HYGGELIGT SAMVÆR på tværs af alle.
Søndag aften hoppede en lille flok i Stadil Fjord i den flotteste solnedgang som afslutning på en forrygende sundhedsuge.