Natasja og Henk Kroes udleverer VestRum Guiden til gæster på Ringkøbing Camping, hvor de ser frem til et spændende år med nye hytter.
Landsbyklyngen VestRum udgiver for anden gang en lokal guide, som viser de mange spændende ting, som det nordvestlige hjørne af Ringkøbing-Skjern Kommune rummer.
Sidste år blev guiden revet væk, så oplaget er øget i år til 6.000. Samtidig er antallet af sider gået fra 72 til 84. Begge dele til stor glæde for formanden for styregruppen bag landsbyklyngen VestRum, Carsten Meller, som udtaler:
– Det kan virke som lidt af et sats at udgive en lokal guide for første gang i en coronatid. Men frygten blev gjort til skamme, for de 4.000 eksemplarer af guiden i 2021 blev nærmest revet væk af turister og andre besøgende i området.
Foruden at guiden ligger frit fremme på områdets turistattraktioner og steder turister naturligt færdes, så bliver guiden også husstandsomdelt til alle i VestRum. For målet er det samme i år. Ud over at fortælle turisterne om området er det lige så vigtigt for styregruppen, at der skabes en opmærksomhed og en sammenhængskraft på tværs af sognene omkring mødesteder og aktiviteter.
– Det er helt overvældende at læse de mange spændende historier om steder og aktiviteter, vi har i vores område. For at så mange som muligt kan opleve dette, har vi derfor oversat relevante tekster i guiden til engelsk og tysk, forklarer Carsten Meller.
Frivillige er nu i gang med at husstandsomdele guiden til alle i VestRum. Mange lokale foreninger har benyttet lejligheden til at fortælle om dem selv. Mens lokale virksomheder og turistattraktioner har købt annoncer.
En samlet kalender over aktiviteter i perioden fra april til december 2022 fortæller om et aktivt lokalområde, hvor der er masser at opleve. Her kan guiden måske også have en sidegevinst.
– Vi håber også, at nogle ønsker at bosætte sig i området, når de oplever, de mange spændende ting, vi har lige ved døren. Eller at nogle måske savner noget, men så vælger at blive her, fordi de finder ud af, at det findes lige rundt om hjørnet. De har bare ikke oplevet det endnu, siger Carsten Meller.
Der er nu gået over fem år siden landsbyklyngen VestRum kom på landkortet, som et fællesskab mellem de syv sogne Hee, Hover, No, Stadil, Tim, Torsted og Vedersø. Målet har hele tiden været at stå stærkere og løfte området i flok.
Hvis du ikke lige kommer forbi VestRum, kan du finde VestRum Guiden på hjemmesiden vestrum.dk. Så kan du efterfølgende kigge forbi.